Foto: Rigspolitiet

Politirapporten: Butikstyv rev i hår, spyttede på og slog ud efter ansatte

Aggressiv chipstyv sigtet for vold mod personale

En 19-årig mand forsøgte i går kl. 7.07 at stjæle nogle poser chips fra Rema 1000 på Nørre Allé i Aarhus, men han endte med at blive anholdt og sigtet for både tyveri og vold.

Den 19-årige og hans ven stjal hver to chipsposer fra butikken og stak herefter i løb ud på gaden. Det lykkedes et par medarbejdere at indhente den 19-årige, mens vennen slap fri. Mens flere medarbejderne tilbageholdt den 19-årige i butikken, blev han mere og mere aggressiv og kvitterede blandt andet med en spytklat i ansigtet på den ene, rev en anden i håret og slog ud efter flere af dem.

De formåede dog at fastholde ham, indtil politiet kom frem. De anholdt den 19-årige, der erkendte tyveriet, og at han havde været voldelig.

Fandt ulovlig kniv i mands bil og narko i hans lejlighed

En 24-årig mand blev i går kl. 17.00 anholdt på en tankstation på Framlev Korsvej i Harlev, efter en patrulje havde fundet en ulovlig kniv i hans bil. Patruljen standsede ham ved et rutinetjek, og da manden virkede noget nervøs, besluttede de at ransage bilen. Ud over kniven fandt de nogle hashrester, der fik politiet til at aflægge mandens lejlighed et besøg. Her fandt de både hash og amfetamin, som manden også blev sigtet for besidde.

Mand anholdt for at stjæle medicin og viste falsk pas

En 26-årig mand blev i går kl. 10.11 anholdt efter at have stjålet håndkøbsmedicin for et par tusinde kroner i Rema 1000 på Frederiksgade i Aarhus C. Manden, der virkede påvirket af stoffer, kom ind i butikken og tog en kasse med håndkøbsmedicin, der lå under disken. Han gik herefter ud af butikken, men blev opdaget af en kassemedarbejder, der tilkaldte en vagt.

Da vagten tilbageholdt manden og bad ham vise legitimation, viste den 26-årige et pas, der tydeligvis ikke var hans, for billedet var af en helt anden mand. Kort efter kom politiet og anholdt den 26-årige og sigtede ham både for tyveri og for at bruge falsk id.

Bad betjente om at fucke af - blev anholdt sammen med en ven

Da politiet i nat kl. 00.22 ville tale med en gruppe mænd, der stod på en p-plads på Silkeborgvej i Brabrand, blev stemningen noget dårlig. Særligt fordi en meget opfarende 18-årig mand begyndte at råbe efter betjentene og gå hen imod dem, mens han bad dem "fucke af", da han ikke mente, at politiet havde noget at gøre på hans og vennernes sted.

I stedet for at fucke af valgte betjentene dog at anholde den 18-årige og sigte ham for at forstyrre den offentlige orden. Da en 21-årig mand i gruppen forsøgte at blande sig og befri sin ven, blev han også anholdt og taget med på stationen.

Færdsel

En 22-årig mandlig bilist blev i nat kl. 2.05 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand.

En 23-årig mandlig bilist blev her til morgen kl. 5.26 anholdt og sigtet for at køre spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Djurslandsmotorvejen ved Skødstrup. Det var en vaks borger, der ledte politiet frem til spritbilisten. Tak for det!

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ét indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:

På Skelagervej i Aarhus N begået tirsdag 16/10 kl. 3.00 og kl. 5.30

jr

Publiceret 17 October 2018 15:11