Modelfoto

MobilePay røveri i Aarhus: Tre unge har fået fængselsstraf

Unge røvere fældet af overvågningsvideoer og teleoplysninger

Af
Jeppe Rafn

Tre unge aarhusianere har nu fået en dom på hver fire måneders fængsel for at have begået et røveri i sommer mod en 21-årig mand.

Det skete midt om natten i en parkeringskælder i Aarhus C. Den unge mand var på vej hjem, da han blev passet op af fire unge mænd, der med trusler om vold tvang ham til at logge på MobilePay, hvorefter de overførte 3.000 kroner til den enes konto.

Den 21-årige mand anmeldte røveriet til politiet, der kort tid efter kunne anholde den person, pengene var blevet overført til. Han blev dagen derpå varetægtsfængslet. Politiets efterforskning førte senere til anholdelse af yderligere to personer, som blev varetægtsfængslet i sagen. De blev fældet af særligt overvågningsvideoer og teleoplysninger før og efter røveriet og af flere ransagninger, oplyser Østjyllands Politis anklager Jacob Gents.

"Retten fandt det bevist, at der var begået et røveri, idet gerningsmændene med trussel om vold tvang den 21-årige til at forholde sig passiv, mens de overførte penge fra den 21-åriges MobilePay, og at de tre gerningsmænd havde begået røveriet i forening. Jeg er tilfreds med, at et rigtig godt stykke efterforskningsarbejde nu har ført til, at retten fulgte min påstand og dømte de tre unge mænd for at have begået røveriet," siger Jacob Gents.

Anklageren oplyser til Lokalavisen, at de tre dømte alle er fra Aarhus og i alderen 17-19 år. De blev løsladt efter retsmødet, men skal senere ind at afsone resten af de fire måneders fængsel, som de ikke allerede har afsonet under varetægtsfængslingen. Den ene af dommene var delvist betinget.

De tre unge aarhusianere nægtede sig alle skyldige og bad om betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Det er ikke lykkedes politiet at finde frem til den fjerde person, som skulle have deltaget i røveriet.

Publiceret 17 October 2018 15:00