Politirapporten: Familiekonflikt endte med trussel på livet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En familiekonflikt ud for en lejlighed på Vestre Ringgade i Aarhus C endte i går omkring kl. 15.00 med, at en 18-årig mand truede en 24-årig mand med at slå ham ihjel. Da politiet kom frem, var gemytterne faldet til ro, men den 18-årige blev sigtet for trusler på livet.

To mænd anholdt til Forsvarets Dag

I Danmark har man pligt til at møde til Forsvarets Dag - det, der tidligere hed session. Hvis man udebliver, får man rykkere og bøder, og til sidst dukker politiet op. Det var det, der skete i går aftes, da Østjyllands Politi hentede to mænd på 20 og 24 år i Aarhus. Begge blev anholdt og bliver nu kørt til Forsvarets Dag.

En opfordring herfra: Tjek din e-boks og mød selv op. Så slipper du for, at politiet henter dig.

Anholdt for at råbe ukvemsord efter betjente

En 20-årig mand havde meget svært ved at styre sit temperament, da han i går kl. 17.31 blev kontaktet af en patrulje på Sintrupvej i Brabrand. Betjentene havde fået en anmeldelse om, at nogle unge mennesker opførte sig mistænkeligt på stedet, og de besluttede sig derfor for at tale nærmere med den lille gruppe af mænd. Blandt dem var den 20-årige mand, der var særdeles utilfreds med, at politiet forstyrrede ham. Han begyndte derfor at råbe ukvemsord efter betjentene. Det kostede ham en anholdelse og en sigtelse for at fornærme politiet. Da ingen af de andre i gruppen umiddelbart foretog sig noget kriminelt, kunne de frit gå uden sigtelser.

Færdsel

En 24-årig mandlig bilist blev i nat kl. 3.44 anholdt og sigtet for både spritkørsel og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Tøndergade i Aarhus C.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i Østjyllands Politis politikreds

    På Gartnervænget i Tranbjerg begået søndag d. 14/10 kl. 10.00

    På Grønhøjvej i Harlev begået mellem onsdag d. 10/10 kl. 10.00 og søndag d. 14/10 kl. 10.45

    På Skovgaardsgade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 13/10 kl. 17.00 og søndag d. 14/10 kl. 2.15

    På Risdalsvej i Viby begået mellem lørdag d. 13/10 kl. 17.00 og søndag d. 14/10 kl. 00.30

    På Parcelvej i Harlev begået mellem lørdag d. 13/10 kl. 12.00 og søndag d. 14/10 kl. 19.00

jr

Publiceret 15 October 2018 13:38

SENESTE TV