Foto: Rigspolitiet

Anmeldelse: Kvinde fra Aarhus voldtaget i en park

37-årig voldtaget af mand, hun mødte i byen

Af
Jeppe Rafn

En 37-årig kvinde fra Aarhus har anmeldt, at hun i nat blev voldtaget af en mand i Rådhusparken i centrum af Horsens.

Kvinden var taget til Horsens for at gå i byen og var på Zwei Grosse Bier Bar faldet i snak med en mand, som hun talte med flere gange i løbet af aftenen/natten. Ud på natten gik de en tur sammen, der endte i Rådhusparken i Horsens. Her blev hun angiveligt voldtaget af manden, der forsvandt, hvorefter den 37-årige kvinde henvendte sig til en anden mand og bad om hjælp. Han kontaktede politiet søndag klokken 03.22.

"Vi har søgt med flere hunde i området. De har vist interesse for et område, og der er fundet spor, som påviser, der er foregået noget," fortæller Sydøstjyllands Politis vagtchef Jørn Lindhardt.

Efterlyser vidner

Den aarhusianske kvinde har været til undersøgelse på Center for Voldtægtsofre på Aarhus Universitetshospital og er efter undersøgelsen blevet genafhørt og kørt hjem. Hun bor i Aarhus C.

Ifølge vagtchefen er politiet færdige med undersøgelserne på stedet og nu gået i gang med at indsamle videomateriale i bestræbelserne på at finde frem til gerningsmanden, som der lige nu ikke er noget signalement af.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, som har set noget, der kan hjælpe til sagens opklaring. Det kan være gæster på Zwei Grosse Bier Bar, eller nogen der har set kvinden og manden på vejen til Rådhusparken, der ligger tæt på værtshuset.

I den forbindelse oplyses det, at den 37-årige kvinde er dårligt gående og derfor gik med en stok. Hun er så vidt politiet ved taget alene til Horsens for at gå i byen.

Der blev ikke anvendt vold i forbindelse med voldtægten, oplyser politiet.

Publiceret 14 October 2018 10:48