Øxenholt Foto

Drama på Lystrup Skole: Mand med elefanthue hev fat i 10-årig pige i skolegården

Politiet leder efter mand, der hev fat i en lille skolepige

Østjyllands Politi modtog i går kl. 12.18 en anmeldelse fra Lystrup Skole om, at en ukendt mand havde hevet fat i en 10-årig pige, der legede fangeleg på legepladsen i et frikvarter. I forbindelse med legen løb pigen ind i et buskads for at gemme sig, da manden pludselig sprang ud og tog fat i armen på hende og råbte "nu har jeg dig". Pigen fik revet sig fri og løb væk, hvorefter manden løb væk derfra i retning mod Superbrugsen.

Der blev hurtigt sendt flere patruljer til stedet, heriblandt en hundepatrulje, der afsøgte området. Politiet har i løbet af onsdagen og igen her torsdag været til stede i Lystrup for at indsamle videoovervågning og for at forhøre sig i lokalområdet. Politiet hører meget gerne fra vidner, der kan have set manden i området ved Lystrup Skole og Superbrugsen i går ved middagstid. Manden beskrives som:

    25-50 år

    170-180 cm høj

    Spinkel

    Gik med usikker gang

    Talte dansk

    Var iført en elefanthue og en sort kasket med et hvidt bånd med kinesiske tegn

    Bar en sort, langærmet bluse, sorte jeans med sorte knapper langs buksebenet og sorte sko med hvidt Nike-logo

Politiet vil især gerne i kontakt med en mand, der luftede sin schæferhund i området, da han kan være et vigtigt vidne i sagen. Har man oplysninger i sagen, bedes mand kontakte politiet på telefon 114.

Lokalavisen har været i kontakt med Lystrup Skole og afventer en opringning fra skolelederen.

jr

Publiceret 11 October 2018 11:10

SENESTE TV