Arkivfoto

Arkivfoto

Voldelig weekend i Aarhus' natteliv:

Fire personer overfaldet med knytnæveslag

Fire personer har i løbet af weekenden anmeldt til politiet, at de er blevet overfaldet

Af
Jonas Wrede Hansen

Det er synd at sige, at det har været en rolig weekend i det aarhusianske natteliv. Ifølge Østjyllands Politi har der således været fire overfald, hvor ofrene har været udsat for knytnæveslag i ansigtet.

Det fremgår af politiets døgnrapport for lørdag og søndag.

Natten til søndag blev to personer overfaldet. Det første overfald skete klokken 01.14, hvor en gammel stridighed mellem en 37-årig mand og en 57-årig mand blussede op igen, da de tilfældigt mødte hinanden ude foran værtshuset Søren Bruun på Skt. Pauls Kirkeplads. Det fortæller Martin Christensen, politikommissær hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

Den 37-årige mand slog den 57-årige mand flere gange i ansigtet med en knyttet næve.

"Efterfølgende flygter den 37-årige mand fra stedet, men den 57-årige ved som sagt, hvem manden er, så det bruger vi i den videre efterforskning," fortæller Martin Christensen fra Østjyllands Politi.

Kamp om en kvinde

Senere natten til søndag skete der endnu et overfald i Aarhus. Denne gang var det i Klostergade, hvor en 29-årig mand og en 35-årig mand kom op at toppes klokken 05.04. Ifølge politikommissær Martin Christensen handlede det om en kvinde.

"Der opstod uoverensstemmelser omkring en kvinde, som var den enes kæreste og den andens ekskæreste," uddyber han til Lokalavisen Aarhus.

Den 29-årige mand gav i episoden den 35-årige mand et slag i ansigtet. Politiet kom hurtigt til stedet, hvor de anholdt og sigtede den 29-årige mand for vold.

Natten til lørdag blev to personer også overfaldet i nattelivet. Første episode fandt sted på Åboulevarden, hvor en 29-årig mand tildelte en 26-årig mand to knytnæveslag i ansigtet. På Skt. Marcus Kirkeplads fik en 27-årig mand et til to knytnæveslag i ansigtet af en 28-årig mand.

Publiceret 07 October 2018 10:19

SENESTE TV