Politiet efterlyser vidner til episode her på Rasteplads Blankhøj ved Aarhus.

Politiet efterlyser vidner til episode her på Rasteplads Blankhøj ved Aarhus. Foto: Google Maps

Efterlysning: Så du lastbil blive stjålet ved Aarhus?

Vognmand kom kørende i lastbil, politiet havde sat hjullås på

Var du tilfældigvis på Rasteplads Blankhøj ved Aarhus lørdag 29. september om aftenen?

Og så du nogle personer, der var i gang med at afmontere en hjullås på en lastbil fra Litauen?

I så fald vil politiet gerne snakke med dig, for det var nemlig politiet, der havde sat hjullåsen på lastbilen. Det skete ved en kontrol torsdag 27. september, hvor lastbilen og den litauiske chauffør blev tilbageholdt, fordi lastbilens SCR-anlæg var manipuleret, og der blev fundet en kraftig magnet, der kunne anvendes til tacograf (fartskriver) manipulation.

Hjullåsen skulle sikre, at lastbilen forblev på stedet, indtil der var betalt sikkerhedsstillelse på 31.000 kroner. Hjullåsen blev imidlertid afmonteret, og natten til søndag 30. september kom lastbilen kørende på motorvejen mod syd ved Kolding. Politiet forsøgte at stopppe lastbilen, men chaufføren undgik i første omgang kontrollen ved at fortsætte på motorvejen. Den blev dog senere bragt til standsning i nødsporet.

Det viste sig nu at være vognmanden selv, der kørte lastbilen, selvom han slet ikke har kørekort til lastbil, mens den oprindelige litauiske chauffør sad på passagersædet. Ingen af dem anvendte førerkort i kontrolapparatet, og der blev fundet andre lovovertrædelser, oplyser Sydøstjyllands Politi, som igennem Tungvognscenter Syd kontrollerer tunge køretøjer som lastbiler, busser og traktorer.

Lastbilen blev beslaglagt af politiet og transporteret til et sikkert sted. Der venter nu vognmanden og virksomheden et retsligt efterspil og en bøde, der er noget større end den oprindelige, oplyser Tungvognscenter Syd, der gerne vil høre fra personer, der måtte havde set noget lørdag aften på Rasteplads Blankhøj.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

jr

Publiceret 01 October 2018 17:23

SENESTE TV