Politirapporten: Kunder spyttet i ansigtet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Personalet i Rema 1000 i Fredensgade i Aarhus C tilkaldte søndag aften politiet, da en mandlig kunde ifølge medarbejdere og vidner havde været noget udadreagerende på stedet. De forklarede, at manden var kommet ind i butikken omkring kl. 21.30 og havde slået ud efter personalet og efterfølgende spyttet to kunder i ansigtet. Derefter forlod han stedet i retning af Park Allé. En patrulje kørte mod Rema og fandt ved hjælp af et godt signalement frem til den 31-årige formodede gerningsmand. Han blev sigtet for vold, hvilket han nægtede.

Færdsel

En 24-årig mand blev i nat kl. 1.37 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset i bil på Tilst Vestervej i Tilst.

Indbrud

Der er i det seneste døgn anmeldt fire indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:

    På Jægergårdsgade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 15/9 kl. 16.30 og i går kl. 9.00

    På Oldjordsvej i Aarhus C begået i går mellem kl. 00.00 og kl. 8.00

    På Hørhavevej i Højbjerg begået mellem fredag d. 14/9 kl. 16.00 og i går kl. 18.00

    På Glentevej i Risskov begået mellem fredag d. 14/9 kl. 15.30 og i går kl. 19.30

jr

Publiceret 17 September 2018 16:30

SENESTE TV