Arkivfoto: Øxenholt Foto

Dræbt betjent efterlader sig kone og 2-årig datter

Støtteforening samler ind til familien til betjent, der blev dræbt i tjeneste

Af
Jeppe Rafn

Støtteforeningen Thin Blue Line Denmark har oprettet en indsamling til fordel for familien til den 35-årige politimand, der fredag 7. september blev dræbt i en færdselsulykke på motorvejen lige nord for Randers.

Støtteforeningen skriver på Facebook, at den dræbte politimand ikke blot var en kollega. Han var gift og efterlader sig sin kone og den 2-årig datter.

"Pengene kan ikke erstatte deres tab, men være med til at hjælpe dem videre," skriver foreningen i opslaget på Facebook.

Øxenholt Foto

Den 35-årige politimand blev dræbt i tjeneste, da en civil politibil forulykkede på motorvejen, kørte igennem autoværnet og endte på en skråning. Den dræbte sad på passagersædet i bilen, som blev ført af en kollega fra Østjyllands Politi. Støtteforeningen skriver, at det var en ung kollega, der gudskelov slap med livet i behold. Ifølge tidligere udmeldinger fra politiet kom kollegaen ikke alvorligt til skade.

Dødsulykken var en soloulykke, der bliver undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som har efterlyst vidner til ulykken, der skete fredag 7. september cirka klokken 14.32.

Den dræbte politibetjent kommer fra Randers. Man kan støtte hans familie ved at indbetale et beløb på Mobilepay 56364. Indsamlingen løber til og med torsdag 27. september, og hele det indsamlede beløb går til konen og datteren.

Publiceret 17 September 2018 15:24

SENESTE TV