Politiet måtte to gange tage hånde om fulde gæster på natklubben Kupé i Aarhus.

Politiet måtte to gange tage hånde om fulde gæster på natklubben Kupé i Aarhus. Foto: Google Maps

Ballade på natklubber i Aarhus: 22-årig uterlig overfor kvinder - en anden mand ville i slagsmål med kvinde

Flere fulde mænd anholdt og sat i detentionen

Af
Jeppe Rafn

Den sidste lørdag i Aarhus Festuge bød på en del sager i nattelivet, hvor politiet måtte rykke ud og få styr på personer, der havde fået for meget at drikke.

Alene på natklubberne Train og Kupé, der ligger i forlængelse af hinanden i Toldbodgade, var der i de sene nattetimer tre episoder med mænd, der alle blev anholdt og endte i detentionen, fordi de var kraftigt påvirkede af alkohol.

Klokken 04.15 blev en 22-årig mand sigtet på Kupé for at overtræde Restaurationsloven, fordi han havde været uterlig overfor kvinder på stedet og aggressiv overfor personalet.

Det var blot fem minutter efter, en anden 22-årig mand havde lavet ballade på Kupé og havde nægtet at forlade stedet trods gentagne opfordringer. Han blev sigtet for at overtræde Ordensbekendtgørelsen.

Den tredje sag var en time tidligere, klokken 03.19, hvor en alkoholpåvirket 30-årig mand havde forsøgt at komme i slagsmål med en kvinde på Train. Personalet førte ham udenfor, hvor han forsøgte at stikke af, men hurtigt blev løbet op af betjente, der var blevet tilkaldt.

Han blev sigtet for at overtræde Restaurationsloven og ligesom de to andre mænd bragt til politistationen, der ligger på den anden side af gaden, for at sove rusen ud.

Publiceret 09 September 2018 11:00

SENESTE TV