Politimand dræbt i færdselsulykke

35-årig politibetjent dræbt i tjenstlig kørsel

En 35-årig mandlig politiassistent fra Østjyllands Politi er i dag fredag blevet dræbt i en færdselsulykke på E45.

Det skete under tjenstlig kørsel ved en soloulykke på motorvejen lige nord for Randers.

"Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at en kollega har mistet livet i tjenesten. Det rammer os alle dybt i dansk politi. Lige så meningsfyldt jobbet som politimand er i det daglige, lige så meningsløst er det, når vi alt for tidligt må sige farvel til en god kollega. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til familie og pårørende i denne svære tid," siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

Rigspolitiets kommunikationschef Anders Frandsen siger til Ritzau, at den dræbte politimand sad på bilens passagersæde. Kollegaen bag rattet er ikke kommet alvorligt til skade.

Øxenholt Foto

Ulykken skete fredag eftermiddag cirka klokken 14.32 og gav store trafikale problemer, forbi motorvejen var spærret i længere tid.

Da ulykken skete under tjenstlig kørsel, undersøges den af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Politiet kan derfor ikke oplyse yderligere om de nærmere omstændigheder.

jr

Publiceret 07 September 2018 20:00

SENESTE TV