Marius Simonsens Vej på Trøjborg

Marius Simonsens Vej på Trøjborg Foto: Google Maps

To indbrudstyve fanget i Aarhus

Den ene blev anholdt i en lejlighed. Den anden blev anholdt tæt ved

Af
Jeppe Rafn

Politiet blev fredag aften ringet op af en person, der fortalte, at der var gang i et indbrud i en lejlighed på Marius Simonsens Vej i Aarhus N.

"Vi kører derud og anholder en mand på stedet. Lidt derfra finder vi en anden mand og anholder ham," fortæller Østjyllands Politis vagtchef Jes Frederiksen.

Den ene af de to mænd har en fortid med lignende kriminalitet, så han bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet for indbruddet fredag aften, der fandt sted omkring klokken 19.30. Han er 29 år og fra Aarhus.

Den anden indbrudstyv, en 22-årig mand uden fast bopæl, er blevet løsladt igen. Han er sigtet for indbrud, men vil altså ikke ligesom sin indbrudsmakker blive fremstillet i grundlovsforhør.

"Vi har ikke nok på ham til at fremstille ham," siger vagtchefen med henvisning til den 22-årige mands eventuelle kriminelle fortid.

Opdatering: Den 29-årige mand blev varetægtsfængslet frem til 13. september. Han kærede afgørelsen.

Publiceret 01 September 2018 10:45

SENESTE TV