Foto: ØXENHOLT FOTO

Umuligt at redde brændende villa: Heldigt, at den ikke spredte sig til nabohuset

Ilden havde for godt fat, til at brandvæsnet kunne redde en træ-villa i Spørring. Det fortæller indsatsleder Bjørn Christensen og oplyser, at nærmest hele villaen er udbrændt

Af
Jonas Wrede Hansen

Kort før klokken 19 kom de sidste brandmænd fra Østjyllands Brandvæsen tilbage til stationen, efter de siden klokken 14 havde kæmpet mod ilden ved en voldsom villabrand i Spørring ved Trige. I alt var 20 brandmænd fra stationen til stede ved den voldsomme brand, som hærgede en villa i Mosegårdsparken.

Det oplyser indsatsleder Bjørn Christensen fra Østjyllands Brandvæsen til Lokalavisen Aarhus og fortæller samtidig, at det var umuligt for brandmændene at redde villaen.

"Vi får meldingen cirka klokken 14, hvor vi på vej derud får at vide, at det brænder voldsomt. Da vi kommer ud til villaen, bliver vi mødt af et fuldstændig overtændt hus, som er en villa i to plan, der er bygget i træ," siger Bjørn Christensen til Lokalavisen Aarhus.

Heldig med vindretningen

Og lige præcis hustypen gjorde ikke arbejdet særlig let for brandmændene, som ifølge indsatslederen kun kunne sørge for, at branden ikke udviklede sig yderligere.

"Vi har gjort det så godt, vi kunne. Når det brænder så voldsomt, er det ikke muligt at redde villaen. Vi koncentrerede os kun om, at ilden ikke spredte sig til nabohusene. Vi havde heldet med os. Huset stod på et hjørne, hvor der ikke var noget beboelse på den side, hvor vinden blæste hen mod. Havde vinden havde stået den anden vej, så have vi haft et problem med nabohuset," fortæller Bjørn Christensen, der desuden kan fortælle, at hele græsplænen udbrændte, selvom den de seneste dage havde fået en del regnvand.

Det samme gjorde huset, hvor der ikke er meget tilbage.

"Det hele er brændt. Der står nogle vægge og en enkelt facade tilbage, men alt er udbrændt indenvendigt," fortæller indsatslederen.

Heldigt var ingen til stede i villaen, da branden brød ud, og ingen er kommet til skade i forbindelse med flammerne.

Publiceret 17 August 2018 19:30

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.