Betjent afbrød familietur i Aarhus og fulgte efter mistænkelig mand

Der er thumbs up fra Østjyllands Politi til en kvindelig kollega fra Midt- og Vestjyllands Politi, som torsdag formiddag var på hyggetur med familien i Aarhus.

Her fik hun øje på en mand, der gik i Grønnegade med en rød bushammer i hånden og rykkede i flere opgangsdøre på vejen. Betjenten holdt øje med manden og fulgte diskret efter ham, da han gik ind i en gård og videre ind i et værksted, hvor han kom tilbage fra med noget værktøj i hænderne.

Her fortalte betjenten ham, at hun var fra politiet og bad ham om sætte tingene og blive på stedet. Det nægtede han, så betjenten anholdt ham, holdt ham fast og ringede til kollegaerne.

Da en patrulje kom frem, var manden stadig meget usamarbejdsvillig og råbte flere ukvemsord ad patruljen, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. De fik ham dog med på stationen, hvor han blev sigtet for indbrud, for at modsætte sig anholdelse og for at true og fornærme betjentene.

Og så kunne den kvindelige betjent ellers holde fri og fortsætte turen med familien i Smilets By.

jr

Publiceret 10 August 2018 11:40

SENESTE TV