Lang politijagt i høj fart på vandet ved Aarhus

Det sejlende politi jagtede mand på jetski, indtil han væltede

En sejlende politipatrulje satte lørdag eftermiddag efter en 41-årig mand, der kom sejlende på jetski med høj fart og for tæt på land ud for Egå Marina. Manden ignorerede politiets tegn til at stoppe og forsøgte i stedet at stikke af fra politiets motorbåd, der i næsten et kvarter jagtede ham i høj fart, indtil han væltede i Løgten Bugt ud for Åstrup Strandvej..

Her fik politiet fat i manden og sejlet ham ind til en flydebro ved Kalø Vig, hvor han forsøgte at stikke af til fods, men straks blev fanget igen.

En alkometertest viste, sejleren var påvirket af alkohol, så han blev anholdt og taget med for at få taget en blodprøve. Han blev sigtet for spritsejlads, for at sejle for tæt på kysten, for at stikke af fra politiet, for ikke at have den rette forsikring og for ikke at have medbragt sit vandscooterbevis.

Østjyllands Politi er meget til stede på vandet under VM i sejlsport i Aarhus.

Østjyllands Politi er meget til stede på vandet under VM i sejlsport i Aarhus. Foto: Østjyllands Politi

I forbindelse med VM i sejlads i Aarhus er Østjyllands Politi ekstra til stede på vandet. Med lørdagens anholdelse har Østjyllands Politi nu sigtet i alt 11 personer for ulovlig sejlads under VM.

Publiceret 06 August 2018 13:03

SENESTE TV