Politirapporten: Narkosælger efterlod bil med hash, skunk og MDMA

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En bilist skyndte sig at holde ind til siden og stikke af til fods, da han torsdag aften fik øje på en politibil, der kørte efter ham, fordi betjentene kunne se, bilens 23-årige ejer var frakendt kørekortet.

Det skete torsdag aften klokken 20.20 på Valhalvej, der er en sidevej til Søren Frichs Vej i Åbyhøj.

Betjentene var dog hurtigere end manden, så han blev hurtigt indhentet, oplyser Østjyllands Politi.

Den flygtende bilist var identisk med den 23-årige bilejer, som tidligere er frakendt kørekortet og derfor blev sigtet for at køre bil uden førerret.

I bilen fandt politiet en del hash, skunk og MDMA, ligesom man fandt narko i hans hjem under en senere ransagning. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af stoffer med henblik på salg.

Andre nyheder fra politiets døgnrapport:

Gemte kokain og kniv under gearstang

En 23-årig mand blev i går kl. 17.34 anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V. Manden var ude at køre med to venner, da et par betjente besluttede at se nærmere på bilen. Ingen af mændene havde narko på sig, men en ransagning af bilen gav resultat. I et skjult hulrum under gearstangen fandt betjentene en foldekniv og nogle poser med kokain. Den 23-årige erkendte, at stofferne og kniven var hans, og han blev sigtet for narkosalg og for at bryde knivloven.

Brand i silo

Der er udbrød brand i en silo med spåner på et savværk på Viborgvej i Fajstrup ved Sabro i nat. Østjyllands Politi fik en anmeldelse om branden kl. 4.48. Kl. 5.13 var ilden under kontrol, og den havde ikke nået at brede sig. Ingen personer kom noget til.

Færdsel

En 28-årig mandlig bilist blev i går kl. 17.40 anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.59 i krydset Silkeborgvej/Thorsvej i Åbyhøj. En 20-årig mandlig bilist svingede til højre og kørte ind i siden på en 37-årig mand på cykel. Cyklisten blev kørt på skadestuen til tjek, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

En 29-årig mandlig bilist blev i nat kl. 00.27 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Holmevej i Højbjerg.

En 59-årig mand på knallert blev i nat kl. 4.04 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset på Brobjerg Parkvej i Egå.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:

På Voldbækvej i Brabrand begået torsdag 12/7 kl. 16.15

På Tilst Parkvej i Tilst begået mellem torsdag 12/7 kl. 22.30 og fredag 13/7 kl. 1.40

På Fritz Sybergs Vej i Højbjerg begået fredag 13/7 kl. 1.47

jr

Publiceret 13 July 2018 12:34

SENESTE TV