Aarhus er landets tredjemest voldelige kommune

Undersøgelse viser, at der er anmeldt syv voldsforbrydelser pr. 1.000 indbygger i 2017

Det er nok de færreste aarhusianere, der mener, at de bor i en voldelig kommune.

Men faktum er, at det er den kommune i Danmark, der blev anmeldt tredjeflest voldsforbrydelser pr. indbygger i 2017.

Sammenligningstjeneste Mikonomi.dk har kigget på, hvilke danske kommuner der er farligst og sikrest at bo i.

Konklusionerne i sitets undersøgelse skal tages med et gran salt, da man kun har kigget på trafikuheld, indbrud og voldsforbrydelser, men med aarhusianske øjne er det interessant, at kommunen tilsyneladende har en høj andel af voldsanmeldelser pr. indbygger sammenlignet med andre kommuner.

Her er der anmeldt 7,05 promille voldsforbrydelser pr. indbygger. Det vil siger, at der er anmeldt syv voldsforbrydelser pr. 1.000 indbygger.

Det er tredjeflest i Danmark.

På den lidet flatterende førsteplads finder man Lolland med 8,22 promille, mens Brøndby er på andenpladsen med 7,26 promille.

Gennemsnittet for samtlige danske kommuner ligger på 3,71 promille.

Hvad Mikonomi ikke har taget med i ligningen er, hvor mange anmeldelser der er endt med sigtelser. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2017 1.115 sigtelser for voldsforbrydelser, mens der var 2.564 anmeldelser. Altså er under halvdelen af anmeldelserne endt med en sigtelse.

Ifølge tjenestens opgørelse blev der i 2017 anmeldt 11 indbrud pr. 1.000 hus i kommunen, mens der skete et enkelt færdselsuheld pr. 1.000 bil.

dp

Publiceret 12 July 2018 14:19

SENESTE TV