Studenterfest ødelagt af stenkast: Tæt på at ramme pige i hovedet

Drengegruppe skabte utryghed mandag aften i Sabro

Af
Jonas Wrede Hansen

stenkast I går berettede Østjyllands Politi i døgnrapporten om en drengegruppe, der mandag aften skabte utryghed i Sabro. Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Peter, der er ejer af det hus, som den omtalte drengegruppe kastede sten imod. Hvad der skulle have været en glad og fredelig aften for en gruppe nyudklækkede studenter, endte nemlig med at blive overskygget af utryghed, da drengegruppen kastede sten mod studenterfesten og var få centimeter fra at ramme en pige i hovedet med en stor sten.

Den ene af dem var uden tvivl kun ude på at ville slås

"Lige pludselig lyder der et ordentlig brag, og det viser sig, at der er blevet kastet en stor sten mod en rude," fortæller en noget overrasket Peter, som sammen med sin kone holdt studenterfesten for deres datter og hendes venner.

Det skete omkring klokken 23, hvor Peter sammen med et par andre af de voksne til festen befandt sig i haven med de unge studenter, der var godt i gang med at fejre afslutningen på deres gymnasielle uddannelse.

Tæt på at ramme pige

"Der stod nogle piger og spillede bordfodbold, hvor der pludselig blev kastet nogle småsten ind på bordet henover hækken. Så gik der to til tre minutter, og så blev der kastet en sten på størrelse med en knytnæve henover hækken, som er fem centimeter fra at ramme en pige i hovedet. Den rammer så badeværelsesvinduet og giver et ordentlig brag," forklarer Peter, som derefter løber ud på vejen sammen med et par andre voksne fra festen for at se, hvem der havde kastet stenen.

Her blev de mødt af en gruppe unge drenge, som ifølge Peter opførte sig særdeles provokerende over for dem.

"Den ene af dem var uden tvivl kun ude på at ville slås. De var ikke mere end 14-16 år gamle, men den ene af dem var virkelig provokerende, og han lignede én, som var på et eller andet," fortæller Peter, som tidligere har arbejdet som ambulancefører og mener, at han har god erfaring med at se, om personer er narkopårvikede.

Gruppe overfaldt 20-årig

Efter konfrontationen med drengegruppen valgte Peter og vennerne at gå tilbage til festen, hvor der blev ringet til politiet for at anmelde episoden. Kort tid efter fik Peter at vide af politiet, at en drengegruppe helt umotiveret havde overfaldet en 20-årig mand på et stisystem ved nabovejen Hvidtjønevej kort tid efter, at Peter hus var blevet ramt af sten.

Østjyllands Politi skrev tirsdag i døgnrapporten, at de formoder, at det er de samme gerningsmænd, der kastede med sten mod Peters hus, som også stod bag det umotiverede overfald.

"Det er jo fuldstændig forfærdeligt, at nogen kan finde på helt umotiveret at overfalde en person," lyder det fra Peter, som kort tid efter episoden ved festen gik tilbage til de noget chokerede studenter og beroligede dem med, at ingen skulle tage alene hjem.

"De var selvfølgelig meget chokerede og havde bestemt ikke lyst til at gå alene i mørket," fortæller han.

Peter har ikke lyst til at have sit efternavn frem af personlige årsager, men Lokalavisen Aarhus kender til hans fulde navn.

Publiceret 11 July 2018 18:30

SENESTE TV