Borger anmeldte spritbilist, der fik beslaglagt sin bil

65-årig mand uden kørekort standset for tredje gang i år

En 65-årig mand mistede tirsdag eftermiddag både sin bil og flere tusinde kroner, efter han blev standset af politiet på Landevejen i Tranbjerg.

En anden bilist, der kørte bag den 65-årige mand, ringede til politiet og anmeldte ham, fordi han slingrede voldsomt.

En patrulje kom frem og fik standset den slingrende bilist, som var påvirket af spiritus og i forvejen frakendt kørekortet.

Da det var tredje gang i år, at han blev standset uden kørekort, blev bilen beslaglagt på stedet. Det skete tirsdag klokken 16.52.

Inde på politistationen fandt politiet et stort kontantbeløb på den 65-årige mand. Heraf blev flere tusinde kroner beslaglagt, fordi han har gæld til Skat.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 11 July 2018 13:00

SENESTE TV