To mænd skal i fængsel for indbrudsforsøg i Stavtrup

Borger førte politiet på spor af indbrudstyve

To mænd på 24 og 29 år er i Retten i Aarhus blevet dømt skyldige i forsøg på indbrud i Stavtrup. Mændene blev anholdt natten til 13. maj efter et tip fra en kvinde i Stavtrup, der ringede til politiet og fortalte, der gik to mænd rundt og lyste med lommelygter ind ad vinduer.

Politiet sendte en patrulje, der i nærheden af stedet traf de to mænd. De havde meget svært ved at forklare, hvad de lavede der på det sene tidspunkt med arbejdshandsker og lommelygter på sig. Da betjentene derefter fandt deres bil med koben og elefanthue, blev de anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. Dagen derpå blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Den 29-årige mands DNA matchede med et indbrud i Randers i 2016, så det indbrud plus en overtrædelse af Færdselsloven blev han også døm for ved retssagen, der fandt sted tirsdag 26. juni. Han fik en straf på fem måneders fængsel. Den 24-årige makker fik tre måneders fængsel.

"Det er borgerens og politiets hurtige reaktion, der førte til, at de to mænd blev anholdt med indbrudsværktøj på sig. Her en måned efter har det nu ført til fængselsstraffe, og jeg er meget tilfreds med, hvor hurtigt sagen kom for retten," siger anklager Peter Mathiasen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Den 24-årige ankede dommen til landsretten.

Publiceret 27 June 2018 14:36

SENESTE TV