Modelfoto

21-årig tiltalt for 16 indbrud og indbrudsforsøg primært i Grenaa og Ebeltoft

Ved det ene indbrud blev der smadret indbo for over 100.000 kroner

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi er nu klar til at gå i retten med en 21-årig mand fra Djursland, som er tiltalt for næsten 40 kriminelle forhold mellem december 2016 og februar 2018, hvor han blev anholdt og varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i retten. Politiets anklager Jacob Gents oplyser til Lokalavisen, at den 21-årige mand blev anholdt i slutningen af februar på baggrund af politiets efterforskning.

Han er tiltalt for otte indbrud samt otte indbrudsforsøg i private hjem. De fleste er begået i Grenaa og Ebeltoft, men der er også indbrudsforhold i Aarhus-området, oplyser anklageren. I forbindelse med et indbrud i juni 2017 er han også tiltalt for hærværk ved at ødelægge for over 100.000 kroner møbler, gardiner, tæpper og kunst.

Den 21-årige tiltales også for bedrageri ved at have oprettet en hjemmeside og snydt mindst fire personer, der overførte penge for tøj, som aldrig blev sendt til dem. Anklageren ønsker ikke at oplyse navnet på hjemmesiden. Derudover er han tiltalt for tyverier, en række færdselsforseelser og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Anklager Jacob Gents fremhæver, at rigtig mange østjyder er blevet udsat for den kriminalitet, som den unge mand er tiltalt for. Han ønsker dog ikke at kommentere på straflængden, da det ifølge anklageren blandt andet afhænger af, hvordan han forholder sig til de mange forskellige anklager, som politiet skal kunne bevise for at få ham dømt.

"Vi ved ikke, hvordan han forholder sig til anklagerne," siger Jacob Gents.

Retsmøderne er ikke planlagt endnu. Jacob Gents forventer, at de vil blive afholdt i august. Flere af ofrene for den begåede kriminalitet skal vidne i retten.

Publiceret 21 June 2018 08:15

SENESTE TV