Politirapporten: Aarhusianer dømt for at modtage flyttekasser med 40 kilo hash

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 30-årig mand fra Aarhus blev i fredag idømt et års ubetinget fængsel for at ville overdrage en betydelig mængde hash. Derudover fik han konfiskeret omkring 62.000 kroner.

Retten fandt det bevist, at den 30-årige i oktober sidste år var med til at modtage to flyttekasser med i alt 40 kilo hash, som skulle sælges videre til en større personkreds.

Overdragelsen fandt sted på en parkeringsplads i Horsens.

Den 30-årige blev sammen med en række andre personer anholdt i april i forbindelse med en større aktion koordineret af Særlig Efterforskning Vest.

I sidste måned fik en 28-årig mand fra Viby et år og tre måneders fængsel i samme sag.

Den 30-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen.

Uro på Viby Torv

Søndag eftermiddag kl 16.05 på Viby Torv fik politiet anmeldelse om en beruset agressiv mand, der løb på vejen og var til gene for andre borgere i området og til fare for sig selv. Da patruljen ankom til stedet, var manden meget opfarende, og han blev efterfølgende anholdt og fik lov til at sove branderten ud på politigården i Aarhus.

Færdsel

En 24-årig mand blev søndag kl. 15.40 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus. Politiet kom på sporet af manden, da en årvågen borger ringede til politiet og oplyste at manden førte bilen meget usikkert og slingrende.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:

    På Ålykkevej i Risskov begået søndag mellem kl. 10.31 og kl. 11.18

    På Uffesvej i Viby begået mellem lørdag kl. 21.30 og søndag kl. 12.30

    På Kalmargade i Aarhus N. begået søndag omkring kl. 20

dp

Publiceret 18 June 2018 22:40

SENESTE TV