Påkørt af bil på mørkt sted mellem Odder og Malling: 16-årig dreng i kritisk tilstand

Han stod midt på vejen for at standse biler og få et lift hjem

Af
Jeppe Rafn

En dreng på 16 år er i kritisk tilstand efter at være blevet ramt af en bil i nat.

Uheldet skete klokken 01.56 på Århusvej ud for nummer 286 mellem Odder og Malling, hvor han blev ramt af en bil, der kørte mod nord. Drengen havde stået midt på at mørkt sted på vejen for at standse biler for at få et lift hjem. Bilisten havde på grund af mørket først set drengen sent og kunne ikke undgå at påkøre ham, oplyser Østjyllands Politis vagtchef Flemming Lau.

Den 16-årige dreng fik svære hovedskader ved påkørslen og blev kørt med ambulance til hospitalet.

Den alvorligt kvæstede dreng kommer fra Københavnsområdet. Han var i selskab med to jævnaldrende kammerater, en fra Københavnsområdet og en fra Aarhus. De er blevet afhørt som vidner, og der er blevet foretaget undersøgelser af en bilinspektør på stedet for at analysere de nærmere omstændigheder omkring det alvorlige færdselsuheld.

Bilisten var en 62-årig mand fra Aarhus, som ikke var påvirket af hverken alkohol eller stoffer. Der er rutinemæssigt taget en blodprøve af ham for at være sikker på, han ikke var påvirket.

Publiceret 16 June 2018 11:15

SENESTE TV