Modelfoto

Far med 2-årig datter på skuldrene gik rundt på gaden og var ekstremt aggressiv overfor andre

Kvinde på stedet tog sig af barnet, mens politiet anholdt faren

Flere personer ringede torsdag morgen til politiet for at anmelde en 42-årig mand, der gik rundt i Grønnegade i Aarhus med sin 2-årige datter.

Politiet blev tilkaldt klokken 8.22, hvor manden gik rundt og var ekstremt aggressiv over for flere personer.

Da en patrulje kom frem, sad datteren på skuldrene af den aggressive mand. Da han så betjentene, satte han datteren ned og løb hen mod dem, mens han råbte noget uforståeligt. Det fik betjentene til at anholde ham med den fornødne magt og lægge ham i håndjern, oplyser Østjyllands Politi.

En 35-årig kvinde, der var på stedet, tog sig af den to-årige pige. Da faren så det, råbte han flere trusler mod kvinden, og han truede betjentene, der kørte ham til stationen. Her blev han sigtet for trusler på livet mod kvinden og for trusler mod en politimand.

De sociale myndigheder blev underrettet og skal nu afgøre, hvad der skal ske i forhold til mandens datter. Faren er blevet løsladt igen.

jr

Publiceret 15 June 2018 14:45

SENESTE TV