Kvinde gemte tyvekoster hos sit barn i barnevogn

Hun blev afsløret af butiksalarm

Magasin og Bruuns Galleri blev søndag udsat for butikstyveri. I Magasin skete det to gange, og i Bruuns Galleri én gang. I alle tilfælde var der tale om kvinder, som prøvede at slippe for at betale for tøj og andre ting. De blev afsløret af butiksalarm og vagter, som det kan læses herunder i Østjyllands Politis døgnrapport:

Kvinde stjal børnetøj med sin lille datter

En 26-årig kvinde blev søndag kl. 14.31 taget på fersk gerning i at stjæle børnetøj fra H&M i Bruuns Galleri i Aarhus. En alarm gik i gang, da kvinden trillede ud af butikken med sin barnevogn, som hendes lille datter lå i. Da en medarbejder henvendte sig til den 26-årige, erkendte hun, at hun havde gemt flere stykker børnetøj under dynen i barnevognen. Hun ventede derefter frivilligt på politiet, der sigtede hende for tyveri for omkring 900 kroner. De sociale myndigheder blev underrettet, da kvinden havde sit barn med under tyveriet.

To kvinder stjal tøj og parfume i Magasin

To kvinder på 21 og 29 år blev søndag kl. 16.45 sigtet for butikstyveri, efter at nogle vagter opdagede, at de stjal varer fra Magasin i Aarhus C. Vagterne havde på videoovervågning set, hvordan kvinderne pillede alarmer af flere stykker tøj fra butikken. Herefter tog de det på inden under deres eget. Da kvinderne skulle til at forlade butikken, blev de tilbageholdt af vagterne, der tilkaldte politiet. Begge blev sigtet for tyveri. Den 21-årige blev anholdt og fik en straksbøde, da hun hverken er dansk statsborger eller bor i landet.

Genstridig butikstyv nægtede at oplyse navn

En 66-årig kvinde var særdeles usamarbejdsvillig, da hun kl. 19.30 blev opdaget i at stjæle fra Magasin i Aarhus. Det var en vagt, der så, at kvinden tog flere bluser og noget mascara fra butikken, som hun ikke betalte for. Vagten tilbageholdt derfor den meget utilfredse kvinde, som fortsatte sin genstridige adfærd, da politiet kom. Her nægtede hun at oplyse navn og personnummer, hvilket fik betjentene til at anholde hende for at sikre hendes identitet. Inde på stationen kom kvinden med flere ukvemsord mod betjentene, hvilket kostede hende en sigtelse for at fornærme politiet.

jr

Publiceret 11 June 2018 12:06

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV