Døgnrapporten: Bilist kørte over for rødt og ind i en anden bil

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Der skete et færdselsuheld i nat kl. 1.40 i krydset Ringvej Syd/Søndervangs Allé. En 35-årig mandlig bilist var ifølge sin egen forklaring kort uopmærksom og kørte over for rødt. Her ramte han ind i en bil ført af en 22-årig mand. Han blev kørt på skadestuen men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 35-årige blev sigtet for at køre over for rødt.

Andre nyheder fra døgnrapporten:

Tre mænd anholdt for at genere politiets arbejde

En gruppe mænd, der havde samlet sig foran Bazar Vest i går aftes, blev særdeles utilfredse med politiets arbejde, og det førte til anholdelsen af tre personer fra gruppen. En patrulje kørte forbi Bazaren omkring kl. 21.00, da betjentene så gruppen af mænd og besluttede sig for at kigge nærmere på dem. Betjentenes tilstedeværelse fik mændene til at hidse sig op, og det endte med, at tre mænd på 20, 23 og 34 år blev anholdt for at forstyrre den offentlige orden, da de provokerede betjentene og nægtede at efterkomme deres anvisninger.

Butikstyv med stjålne underbukser: Jeg lavede method acting

En 50-årig mand havde i går en noget alternativ undskyldning for det butikstyveri, han blev taget i kl. 15.45 i Magasin i Aarhus. En vagt opdagede på overvågningen, at den 50-årige proppede en dyne i sin taske, hvorefter han forlod butikken uden at betale. Da vagten tog fat i ham, viste det sig, at den 50-årige også havde napset et par underbukser.

Politiet blev tilkaldt, og manden erkendte tyveriet. Han forklarede, at han er i gang med en udenlandsk filmuddannelse, og at butikstyveriet var en del af en slags "method acting", hvor han skal forsøge sig som tyv. Den 50-årig "skuespiller" fik dog en vaskeægte sigtelse for tyveri.

Specialpatruljen fangede mand med narko i Aarhus C

De civilklædte betjente fra specialpatruljen var i går kl. 23.10 på patrulje i Aarhus Midtby, da de opdagede en gammel kending og to andre personer, som havde travlt med at gå i modsatte retning af politifolkene. Patruljen løb mændene op, og da de visiterede dem på Maren Smeds Gyde, fandt de en pose med kokain på en 32-årig mand. En 31-årig blev så utilfreds med, at politiet visiterede ham, at han begyndte at råbe op og stritte imod. Det kostede ham en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i private hjem i Aarhus Kommune.

På Langørvej i Tilst begået mellem onsdag d. 23/5 kl. 17.00 og torsdag d. 24/5 kl. 19.00

På Mejlbyvej i Hårup ved Hjortshøj begået torsdag d. 24/5 mellem kl. 7.50 og kl. 14.10

På Marselisborg Alle i Aarhus begået torsdag d. 24/5 mellem kl. 9.10 og kl. 15.30

På Sletvej i Tranbjerg begået torsdag d. 24/5 mellem kl. 9.30 og kl. 19.00

På Midtagervej i Viby begået fredag d. 25/5 mellem kl. 4.00 og kl. 4.15

Publiceret 25 May 2018 14:47

SENESTE TV