Kvinde i Risskov udsat for en gammel svindelklassiker

Falsk Microsoft-medarbejder snød 65-årig kvinde fra Risskov

Svindel Det er ved at være en gammel svindelklassiker at ringe til borgere og præsentere sig som en Microsoft-medarbejder, der vil hjælpe og på den måde lokke data ud af folk. Men ikke desto mindre er der stadigvæk folk, der hopper på den. Onsdag formiddag gik det ud over en 65-årig kvinde fra Risskov. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En mand ringede til hende og fik hende til at åbne sin pc. Den falske medarbejder fik adgang til computeren og forklarede, at kvinden med fordel kunne beskytte sig med en service, der kostede 50 kroner om måneden. Han fik derfor kvinden til at give sin kreditkortoplysninger, samtidig med at han fik hende til at sende et foto af sig selv og sit pas til ham. Efterfølgende meddelte banken, at en person havde forsøgt at handle i London med kvindens kort.

Østjyllands Politi opfordrer borgerne til aldrig at give betalingsoplysninger til personer, de ikke kender. Microsoft eller andre firmaer vil aldrig bede om personlige oplysninger som pasoplysninger og lignende på den måde.

"Hvis du bliver ringet op af en 'Microsoft-medarbejder', så læg på med det samme," lyder beskeden fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 17 May 2018 14:07

SENESTE TV