Cyklist ramt af letbanen: Kørte i forkerte side og så sig ikke for

Den kvindelige cyklist, der onsdag blev ramt af et letbanetog, overholdt ikke de trafikale regler

sammenstød Den 36-årige kvindelige cyklist, som onsdag eftermiddag blev ramt af et letbanetog i det nordlige Aarhus, var kørte i den forkerte side og så sig ikke for. Det oplyser vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi ifølge JP Aarhus til Ritzau.

"Vi kan kun sige til alle trafikanter, at man skal køre ordentligt, overholde reglerne og se sig for, når man færdes i trafikken," siger vagtchefen til Ritzau.

Det var tæt på krydset Olof Palmes Allé/Brendstrupgårdsvej i det nordlige Aarhus, at sammenstødet skete klokken 15.19.

Den 36-årige kvinde slap fra uheldet med hudafskrabninger og havde heldigvis cykelhjelm på. Ifølge vagtchef Peter Hunniche kunne det dog været gået meget værre, hvis kvinden ikke havde haft cykelhjelmen på.

Det var anden gang, at der skete en personpåkørsel med letbanen involveret. Første gang var tilbage i januar, hvor en 20-årig mand blev snittet af et tonstungt tog, da han og nogle kammerater løb over skinnerne for at nå toget.

Letbanedriften blev onsdag standset som følge af uheldet, men blev genoptaget igen senere på eftermiddagen.

jwh

Publiceret 17 May 2018 07:58

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV