Foto: Rigspolitiet

15-årig anholdt: Kom med sjofel bemærkning til betjent

Sjofel bemærkning var prikken over i'et, da dreng blev anholdt

En 15-årig dreng havde glemt billetten, sit personnummer, og hvordan man opfører sig ordentligt, da han tirsdag 14.44 blev stoppet af en kontrollør i bussen på Lystrupvej i Risskov.

Sådan skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport om drengen, der kørte uden billet og derfor blev bedt om at vise ID, så han kunne få en bøde. Han nægtede at oplyse navn og personnummer, og derfor ringede kontrolløren til politiet.

Det blev ikke bedre af, at politiet kom frem, og da han til sidst opgav sine oplysninger, var de falske. Episoden sluttede med, at drengen kom med en sjofel opfordring til den ene betjent.

"Det var nogle ord, jeg nødigt vil tage i min mund. En uanstændig og fornærmelig kommentar," siger Østjyllands Politis kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.

Bemærkningen fik betjentene til at anholde den 15-årige dreng for at forstyrre den offentlige orden. På politistationen kom drengen 'pludselig' i tanke om sit rigtige personnummer, som politiet kunne give videre til busselskabet.

jr

Publiceret 16 May 2018 13:02

SENESTE TV