Haps: Familiefar løb indbrudstyv op

Indbrudstyv vendte tilbage til gerningssted

En familie på Chr. Winthers Vej i Åbyhøj har fået deres stjålne ejendele retur få timer efter, at der var indbrud i deres hjem.

Familien kom hjem fra ferie søndag ved 13-tiden og opdagede, de havde haft indbrud. Et vindue var brudt op, og der var stjålet flere elektronikvarer og en nøgle til bilen. Familien ringede til politiet, der kom frem og sikrede spor fra stedet.

Seks timere senere blev politiet igen ringet op af manden i det indbrudsramte hus. Han tilbageholdt en 26-årig mand, der havde lusket rundt på vejen og vist ret stor interesse for familiens bil, som nøglerne var blevet stjålet til. Familiefaren havde løbet ham op og holdt ham nu fast, mens han ventede på politiet.

Da en patrulje fra Østjyllands Politi kort efter kom frem til huset i Åbyhøj, indrømmede den 26-årige straks, at det var ham, der havde brudt ind i familiens hus. Han var kørt hjem med kosterne og var kommet tilbage for at stjæle den bil, han havde nuppet nøglerne til.

Betjentene kørte ham derfor hjem, hvor han gav de ting tilbage, han havde stjålet fra familien. Herefter blev han kørt til politistationen, anholdt og sigtet for indbrud og for at forsøge at stjæle en bil.

Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

jr

Publiceret 14 May 2018 11:24

SENESTE TV