Motorcyklist alvorligt kvæstet på E45 ved Aarhus

59-årig mand kørt med politieskorte til sygehuset

En 59-årig mand fra Sønderjylland er kommet alvorligt til skade i et færdselsuheld på motorvejen ved Aarhus.

Manden kørte på motorcykel og mistede af uvisse årsager kontrollen med sin motorcykel i et solouheld, så han væltede og blev alvorligt kvæstet. Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Michael Ørum.

Færdselsuheldet skete klokken 16.50 omkring afkørslen til Silkeborg.

Den 59-årige mand blev kørt med politieskorte til sygehuset. Hans pårørende har fået besked om uheldet, oplyser vagtchefen.

Som det er tilfældet, når der sker alvorlige uheld, har der været en bilinspektør på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder.

Motorvejen var en kort overgang spærret i begge vognbaner i sydlig retning ved uheldsstedet, inden politiet åbnede den ene vognbane og kort derefter begge vognbaner.

Publiceret 12 May 2018 19:10

SENESTE TV