Holger er fortsat forsvundet:

Moren vil bare gerne have livstegn

Overfor Ekstrabladet forklarer Birthe Røddik Nielsen, mor til den forsvundne Holger fra Viby, at hun bare gerne vil have livstegn fra sin søn

26. oktober sidste år forlod 17-årige Holger sin bopæl i Viby, og siden har hverken familie eller politi hørt noget til den unge aarhusianer. Det har fået Holgers mor, Birthe Røddik Nielsen, til at komme med en bøn til sin savnede søn. 

"Jeg vil bare vide, om du er okay. Det er det vigtigste," siger hun til Ekstrabladet og fortsætter:

"Selvfølgelig vil jeg helst have ham hjem. Men i det mindste bare få en tilkendegivelse fra ham eller nogle, som har set ham, at han har det godt."

LÆS OGSÅ: Politiet frygter det værste: Hvor er Holger?

Østjyllands Politi har af flere omgange efterlyst Holger, men det har endnu ikke båret frugt. I november forklarede politiet, at der var en grund til at tro, at Holger var taget til Sverige. Den teori har Østjyllands Politi fortsat, oplyser det til Ekstrabladet og forklarer samtidig, at man ikke har nyt i sagen. 

Både politi og familie leder fortsat efter Holger. 

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.

jwh 

 

 

Holger beskrives:

  • Dansk
  • 178 cm.
  • Almindelig til muskuløs af bygning
  • Lyst, kort hår
  • Sidst set iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet jakke/frakke medbringende en sovepose

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at ringe 114, hvis de ser 17-årige Holger. Politiet opfordrer også til, at borgere gør opmærksom på det, hvis nogen har overnattet i deres fritidshus uden aftale. 

Publiceret 09 March 2018 18:30

SENESTE TV