250.000 bøger skadet i skolebrand

Det gik hårdt ud over Aarhus Kommunes Center for Læring, da der lørdag aften udbrød brand på Sødalskolen i Brabrand

Af
MARIE-LOUISE ANDERSEN JP AARHUS

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket den brand, der lørdag aften raserede et depot på Sødalskolen i Brabrand.
Østjyllands Brandvæsen blev kort før kl. 21 lørdag kaldt til skolen på Louisevej, hvor der ifølge øjenvidner stod flammer op. Det tog et par timer at slukke branden.
"Der var høje, klare flammer. Branden var startet i et udendørs depotrum og var gået igennem plastiktaget," fortalte indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen Johnny Damgård til TV 2 Østjylland. Men Sødalskolen er sluppet ganske billigt, og mandag kunne alle elever uden problemer møde op til første dag efter ferien.
"Fra mit perspektiv er skaderne ganske små," siger skoleleder Karen H. Jessen, der søndag i et brev til forældrene skrev, at de kunne aflevere deres børn til et glædeligt gensyn på skolen mandag, hvor der ville være almindelig undervisning.
Aarhus Kommunes Center for Læring er derimod blevet hårdt ramt. Centret ligger i forlængelse af Sødalskolen, og det var dets depotrum med undervisningsmaterialer samt et bibliotek i tilknytning dertil, som brændte. Depotet brændte stort set helt ned, mens biblioteket, som står i forlængelse af depotet, fik store sodskader og brandskader flere steder på gulv og reoler.
Centret udlåner blandt andet bøger og andet læringsmateriale til skoler og institutioner i kommunen.
Centerleder Mari-Ann Togsverd fortæller, at omkring 250.000 bøger fra biblioteket er blevet skadet i branden og sendt til skadeservice for at blive renset. Ifølge hendes vurdering kan langt størstedelen dog sandsynligvis reddes.
"Men det betyder, at vi ikke kan forvente at være i normal drift i en måned. Vi kommer til at køre på lavt blus," siger hun.

Efterforskning i gang

Efterforskere fra Østjyllands Politi gik mandag i gang med de brandtekniske undersøgelser. Ifølge kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen kan det ikke udelukkes, at der er tale om en påsat brand, men det skal efterforskningen nu afdække, og der var mandag ikke nogle nye oplysninger om årsagen til branden.
"Vi hører selvfølgelig altid gerne fra folk, der har set eller ved noget," siger han. Det er ikke første gang, der er brand på Sødalskolen i en efterårsferie. I 2014 blev der sat ild til Sødalskolens gymnastiksal søndag i den første weekend af ferien. Flere andre skoler i det aarhusianske har igennem de senere år også været udsat for brand.

Publiceret 23 October 2017 20:15

SENESTE TV