Mistænkeligt dødsfald i Brabrand er blevet en drabssag:

Søn sigtet for drab på sin mor

Sønnen fremstilles i grundlovsforhør senere i dag

En 78-årig kvinde blev tirsdag fundet død på sin bopæl i Brabrand.
Politiet anså med det samme dødsfaldet for at være mistænkeligt, og kvindens 55-årige søn, der var på stedet, da politiet ankom, blev anholdt og afhørt tirsdag aften.
Onsdag morgen kan Ekstra Bladet fortælle, at sønnen er blevet sigtet for manddrab, og at han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 10.30 med krav om varetægtsfængsling.
Ifølge mediet er kvinden død som følge af kvælning.
Her vil anklagemyndigheden begære dørene lukket af hensyn til sagens videre efterforskning.
Ifølge Ekstra Bladet var det en hjemmehjælper, der fandt den 78-årige kvinde og alarmerede politiet.

Publiceret 31 August 2016 09:00